ASOS summer essentials

Mød: Line

1499254058495

Jeg har tænkt rigtig meget over hvordan det indlæg skulle skrives..
Der er en hårdfin grænse omkring hvad der skal deles og hvad der ikke skal. Hvor meget privatliv kan man tillade sig at vise? Jeg har tænkt meget over det og kommet frem til noget.. Denne blog er en del af mig, og derfor virker det ikke naturligt at udelade store dele af min hverdag. Denne pige er blevet så stor en del af mit liv, at det virker forkert ikke at dele hende med jer! Så derfor vil jeg gerne have lov at introducere jer for pigen i mit liv. Min kæreste, Line! Jeg vil meget gerne fortælle jer vores historie (så meget som jeg nu føler jeg kan dele), og samtidig skal jeg også nok passe på at det hele ikke bliver for sukkersødt!

Line og jeg har en lang historie sammen. Vi lærte hinanden at kende gennem fælles venner, og vi havde en god kemi fra starten. Dog var det som om at omstændighederne altid var imod os. Jeg vil ikke gå ind i detaljerne omkring dette, men kort sagt så var det bare som om vi mødte hinanden på et helt skævt tidspunkt i livet. Timing er en svær og altafgørende faktor. Det er noget som Lines og min historie har lært mig. Den har dog også lært mig en vigtigere ting:
Hvis det er det rigtige, skal tingene nok falde på plads i sidste ende. Vi genoptog kontakten igen for et par måneder siden, efter ikke at have snakket sammen i næsten 1/2 år.

Det er klart at der var ting der skulle afklares, da der var sket meget i begge vores liv sidenhen. Min deltagelse i Paradise har bragt rigtig meget godt med sig, men det har også været årsag til en meget turbulent tid i mit liv. At tilbagevende fra et ophold som det, er ikke noget man kan forklare eller beskrive. Det er noget man bliver nødt til at opleve. Det ændrer ens liv på rigtig mange punkter, og jeg er sikker på at enhver der har deltaget vil give mig ret i, at der bare er nogle ting der aldrig bliver det samme.

Det er jeg sikker på at Line også kunne mærke dengang. Hun havde gået i troen om at jeg skulle til Australien, og derfor mente vi begge at det var smartest ikke at starte noget seriøst op inden sådan en tur. Men da vi så blev offentliggjort er det klart at tingene tog en anden drejning. Vi havde begge aftalt at der ikke var noget forhold at vende hjem til, men det var alligevel som om at der var noget som trak os tilbage. Som om der alligevel var mere til vores følelser for hinanden end vi selv ville indrømme.

Men hvad valgte vi at gøre, som de menneskelige væsner vi nu er? Vi valgte da selvfølgelig at ignorere dem. Det kunne jo aldrig gå. Det endte desværre med at jeg sårede hende inderligt, hvilket jeg aldrig nogensinde vil tilgive mig selv for. Det blev altafgørende for os, og endnu en gang gik vi hver til sit.
Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at glemme hende. Jeg prøvede at komme videre med mit liv.

Bemærk at dette var lige omkring den tid programmet havde premiere. Mit liv kørte derudad med 200 i timen, og det var som om ingen kunne stoppe det. Ikke engang mig. Men jeg havde det faktisk fint med det.
Det var når jeg var alene uden noget at give mig til, at Line rumsterede i mit hoved.
Jeg blev ved med at løbe fra det. Jeg overbeviste mig selv om at hvis jeg løb hurtigt nok, ville jeg slippe fri en dag. Men sådan gik det bare ikke. Man kan ikke løbe fra ægte følelser, og det lærte jeg virkelig på den hårde måde. Jeg indså stille og roligt at jeg havde elsket hende al den tid. Uden at lade mig selv indse det.

Men jeg blev ved med at løbe. Hver eneste gang Line trådte ind i mit sind, gjorde jeg alt for at slippe hende igen. Hver eneste aften alene derhjemme. Efter hver eneste bytur. Jeg havde lyst til at skrive til hende utallige gange. Men jeg fortalte mig selv det samme hver eneste gang:
Hvis hun virkelig er så vigtig for dig, så kan du godt vente til i morgen med at skrive til hende.”.
Og hver eneste morgen kom jeg frem til den samme konklusion. At hun var bedre tjent uden mig i hendes liv. På den måde blev jeg ved og ved med at undgå at skrive til hende. Hver eneste gang endte jeg tilbage i den samme situation: med tårene trillende ned af kinden og en lyst til at kontakte hende.

Det begyndte at vise sig over for dem der står mig nærmest. Min familie sagde jeg ikke virkede som mig selv. At jeg var meget stille og at jeg virkede ked. Sådan var det indtil min ven slog igennem til mig en dag:
Jeg sad hjemme til en filmaften med nogle af mine venner, og jeg må have set lige så bedrøvet ud som jeg følte mig, for min ven kiggede på mig og spurgte:

Nu bliver jeg fandme nødt til at vide hvad der sker med dig. Du sidder der i tavshed og virker fuldkommen fjern. Hvad er der med dig?”

Jeg tænkte at jeg lige så godt kunne fortælle ham, at det var Line der sad fast i mit hoved igen. Det var ikke første gang jeg havde fortalt ham om hende. Det var dér han kiggede på mig og sagde en sætning jeg vil huske meget lang tid fremover:

Okay.. Hvor lang tid er det siden du har snakket med hende? Et halvt år? Og du sidder stadig her og surmuler. Efter så mange måneder og så meget der er sket i dit liv? Så sidder du stadig her og savner den pige? Nu tager du dig kraftedeme sammen og skriver til hende!”

Og det var dér det gik op for mig at han havde fuldstændig ret! Jeg kunne ikke blive ved med at gå og lyve over for mig selv. Det var på tide at tage handling! Det var hvad jeg gjorde dagen efter. Jeg sendte hende en rigtig lang besked, der forklarede hvordan jeg havde gået og haft det, og ja.. Det var en roman af en kaliber, som kun en mand på sine grædende knæ kan skrive den.
Den blev sendt, og jeg havde egentlig regnet med en blank afvisning.. Men hvad der skete herefter, var hvad der viste mig at min mavefornemmelse ikke havde taget fejl:
Hun svarede! Jeg blev fuldstændig forbavset.. Hvordan kunne en person rumme så meget? Efter alt jeg havde budt hende og efter alt vi havde været igennem, så mønstrede hun stadig at sende en besked tilbage og tage snakken op? Det viste mig for alvor hvor stort et menneske hun er.

Vi tog kontakten op igen og ja.. Resten er historie. Vi har aldrig haft det bedre! At skrive den besked er den bedste beslutning jeg nogensinde har taget, og hele denne turbulente historie har lært mig så meget. At hvis man er heldig nok til at møde den person der vækker den følelse i dig. Den person der vil trodse hele verden for dig. Den person man elsker.
Så har du bare at holde fast med alt hvad du kan! Uanset om timingen er dårlig… Uanset om omstændighederne ikke passer, og alle rationelle sanser fortæller dig at det aldrig vil gå. Så har du bare at blæse på det hele og række ud! Man kan simpelthen ikke leve med at smide dét væk, som man har med den person.
Det kunne jeg i hvert fald ikke! Det krævede noget tid for mig at forstå hvad jeg havde mistet. At jeg rent faktisk havde skubbet pigen jeg elsker væk fra mig. Hende jeg vil gøre alt for. Heldigvis var det ikke for sent for mig.. Men man ved aldrig hvornår man har mistet chancen! Derfor siger jeg: fuck timing.

Jeg håber I er kommet helskindet gennem dette indlæg! Jeg ved godt det er meget at vise af sig selv og sit liv. Jeg føler at I fortjener at vide det.. I fortjener at høre historien og den lektie som ligger bag.
Line og jeg tager til Istanbul denne uge, og derfor vil der heller ikke være lige så meget aktivitet på bloggen som normalt! Men jeg lover at vende tilbage med fuld styrke, og at jeg til den tid vil have en masse spændende ting at vise jer fra vores rejse!
Ha’ det godt så længe!

   

Vær den første til at kommentere!

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

ASOS summer essentials